Rajoy: Jeg vil blokere et uafhængigt Catalonien

Skrevet af admin

27/10/2015

Dagens topnyheder

Spaniens konservative premierminister, Mariano Rajoy, svor tirsdag, at han vil benytte sig af "alle politiske og lovlige metoder" til at blokere, at Catalonien med hovedbyen Barcelona udråber en selvstændig stat.

Hans advarsel kom få timer efter, at de catalonske partier, der søger løsrivelse, i det catalonske parlament fremlagde en køreplan for uafhængighed.

I en sjælden tv-tale til nationen advarede Rajoy om, at forslaget er "en provokerende handling", som "ikke vil få nogen effekt".

- Staten vil ikke tøve med at anvende alle sin politiske og legale metoder inden for lovens og forfatningens rammer til at forsvare Spaniens suverænitet, sagde premierministeren.

Separatisterne i det catalonske parlament, som ved lokalvalget i sidste måned sikrede sig flertal, havde i timerne forinden meddelt, at de i november vil have vedtaget et beslutningsforslag, som skal indlede uafhængighedsprocessen.

Ifølge køreplanen går der så en forfatningsmæssig proces i gang, som i løbet af halvandet år fører til uafhængighed.

Uafhængighedspartierne vandt ved valget 27. september 72 ud af det catalonske parlaments 135 pladser.

Men de var ikke i stand til at sikre et flertal af alle de stemmer, der blev afgivet ved valget.

Regeringen i Madrid har ikke været sen til at påpege, at separatisterne står uden et folkeligt mandat til deres krav om uafhængighed.

- Så længe jeg er leder af regeringen, så vil Spanien forblive en nation af frie og lige borgere, sagde Mariano Rajoy.

Der er parlamentsvalg i Spanien 20. december.

/ritzau/AFP