Rajoy: Spanien har lagt den værste del af krisen bag sig

Skrevet af admin

24/02/2015

Dagens topnyheder

Der venter spanierne en højere økonomisk vækst og lavere ledighed, lover premierminister Mariano Rajoy i sin årlige tale om nationens tilstand.

- Vi har overvundet den værste tid af krisen, understreger Rajoy i sin tale i det spanske parlament.

Den konservative regeringschef mener, at det er realistisk, at Spanien kan skabe tre millioner nye arbejdspladser i de kommende år. Alene i år vil der komme en halv million arbejdspladser mere, siger Rajoy.

I øjeblikket er næsten hver fjerde spanier arbejdsløs. Ledighedstallet ligger på 23,7 procent svarende til omkring 5,5 millioner mennesker.

Spanien skal holde parlamentsvalg senest til efteråret. Meningsmålingerne viser, at det nye, venstreorienterede protestparti Podemos - som betyder "vi kan" - snapper Rajoys konservative Partido Popular (PP) i hælene.

Podemos' fremgang får Rajoy til at advare om, at "demagogi" truer Spaniens forsøg på at komme på ret økonomisk kurs.

- Det er ikke med demagogi, at vi kan opretholde velfærdsstaten, siger Rajoy i sin tale.

- Det er farligt at tro, at en socialpolitik, der ikke er bakket op af en solid økonomisk politik, er mulig. Det er meget farligt at tro, at velfærdsstaten kan baseres på en hypotese eller opretholdes med andres penge, lyder det fra Rajoy.

Spanien forventer en økonomisk vækst på 2,4 procent i år, og dermed er det tid til at forbedre forholdene for landets borgere, siger Rajoy.

Han nævner blandt andet skattefordele til enlige forældre og gældslettelse til forgældede familier som nogle af de ting, han vil gennemføre inden valget.

Premierministeren roser sin egen regerings spareplan, som blev sat i værk i december 2011, og siger, at det var på grund af disse reformer, at landet formåede at undgå en krisepakke og kunne få gang i økonomien igen.

- Denne regerings største socialpolitik var at undgå en krisepakke, siger han.

Rajoy nævner imidlertid ikke, at selv om Spanien ikke fik kriselån som Grækenland, Portugal og Irland, måtte regeringen i 2012 optage lån på 41,4 milliarder euro fra internationale kreditorer for at undgå et kollaps i banksektoren.

/ritzau/dpa