Raket rammer regeringskvarter i Kabul

Skrevet af admin

24/07/2016

Mest læste i dag

En eksplosion har søndag aften ramt regeringskvarteret i den centrale del af Afghanistans hovedstad, Kabul.

Sirener, der skal advare ambassader i området, er gået i gang, siger en kilde i det afghanske indenrigsministerium til nyhedsbureauet Reuters.

De udenlandske ambassader er i forhøjet beredskab efter et selvmordsangreb dagen inden, som kostede 80 mennesker livet.

Raketten ramte en tom skolebygning, men har ikke kostet liv eller såret nogen, siger kilden i indenrigsministeriet.

Dagen inden oplevede Kabul det blodigste angreb i byen i løbet af de seneste 15 år.

Et dobbelt selvmordsangreb kostede 80 mennesker livet og lemlæstede hundredvis af andre, der deltog i en fredelig demonstration i hovedstaden.

Det blodige angreb har skabt fornyet frygt for, at Islamisk Stat forsøger at vinde yderligere fodfæste i Afghanistan.

/ritzau/Reuters