Raketangreb mod flygtninge: Bjærger 15 lig fra buskonvoj

Skrevet af admin

19/08/2014

Dagens topnyheder

Redningsarbejdere er fortsat i gang med at bjærge ofre for et raketangreb mod en flygtningekonvoj i det østlige Ukraine mandag.

- Klokken 19 i aftes havde vi bjærget 15 lig. Eftersøgningen stod også på i nat, og vi fortsætter i dag, siger en militær talsmand Andreij Lysenko til nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Ukraines militær blev raketterne af typen Grad affyret af prorussiske separatister, men separatisterne afviser at være ansvarlige for angrebet.

- Oprørerne ventede på buskolonnen og ødelagde den fuldstændig, sagde den militære talsmand Andrij Lysenko mandag.

Han kalder angrebet for "en blodig forbrydelse."

- Mange mennesker er blevet dræbt - deriblandt kvinder og børn, siger han.

Busserne var på vej med flygtninge fra Lugansk, og de blev ramt nær provinsbyerne Khrjasjtsjuvatje og Novosvitlivka.

En oprørsleder sagde mandag, at hans styrker ikke har den militære kapacitet til at gennemføre et angreb, som det der har fundet sted.

Han beskylder det ukrainske militær for jævnligt at gennemføre angreb i området, også med russisk-fremstillede Grad-raketter:

- Ukrainerne har selv bombarderet vejen uafbrudt med fly og med Grad-raketter.

- Det ser nu ud til, at de har dræbt flere civile end i flere måneder. Vi har ikke kapaciteten til at sende Grad-raketter mod det territorium, siger Andrej Purgin, som er vicepremierminister i den selvudråbte Folkerepublikken Donetsk.

Konflikten i det østlige Ukraine begyndte i slutningen af februar i kølvandet på revolutionen i Kijev og ekspræsident Viktor Janukovitj' flugt.

En folkeafstemning om uafhængighed på Krim og efterfølgende optagelse i den russiske føderation blev fulgt af lignende initiativer i Donetsk og Lugansk, hvor selvudråbte ledere erklærede regionerne uafhængige af Kijev - uden dog som Krim at opnå optagelse i Rusland.

Adskillige hundrede er siden blevet dræbt under krigshandlinger i øst.

/ritzau/Reuters