Raketter fra Gaza rammer det sydlige Israel

Raketter fra Gazastriben har ramt Israel, oplyser den israelske hær. Angrebet sker få timer, før at en midlertidig våbenhvile udløber.

- For kort tid siden har to raketter affyret fra Gaza ramt det sydlige Israel. Der er ingen meldinger om sårede, skriver militæret i en sms til journalister.

- Terrorister har brudt våbenhvilen, tilføjer militæret på Twitter.

Med angrebet, der skete mindre end fire timer før våbenhvilens udløb, risikerer den blodige konflikt at blusse op igen.

Den tre dage lange våbenhvile var den foreløbige afslutning på de kampe mellem Israel og Hamas, der har kostet 1886 palæstinensere og 67 israelere livet.

Selv om forhandlingerne om en forlængelse har været i gang siden våbenhvilens begyndelse, så er der ikke meldt om fremskridt under forhandlingerne i Kairo.

Fra palæstinensisk side deltager medlemmer af Hamas og den rivaliserende organisation Fatah.

Torsdag oplyste Hamas' militære gren, at man var klar til at genoptage kampene mod Israel, hvis forhandlingerne i Kairo kollapser.

- Vi appellerer til den palæstinensiske delegation om ikke at acceptere en våbenhvile, medmindre den tilfredsstiller vores folks krav, sagde talsmanden for Qassam-brigaden, Abu Obeida.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip