Raketter og tøndebomber dræber over 100 civile i Syrien

Skrevet af admin

01/06/2015

Dagens topnyheder

Mindst 184 personer - størstedelen af dem civile - er blevet dræbt i luftangreb udført af den syriske hær i løbet af det seneste døgn.

Det rapporterer Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder søndag.

Ifølge gruppen, der følger krigen i Syrien, er der 128 civile mænd, syv børn og seks kvinder blandt de dræbte. De mistede livet, da Syriens militær bombede områder, der kontrolleres af moderate og militante oprørere.

Mindst 43 krigere fra den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS) er søndag blevet dræbt i luftangreb mod byen al-Shadadi, oplyser observatoriet.

Angrebene indebar brug af raketter og tøndebomber mod oprørskontrollerede områder i blandt andet al-Hassakeh i den nordlige Aleppo-provins samt i udkanten af hovedstaden Damaskus.

Det syriske regime har de seneste år oftere og oftere brugt de omstridte tøndebomber mod oprørerne.

Tøndebomber er særligt grusomme, fordi de er pakket med metaldele og søm, der er pakket ned i olietønder eller gasbeholdere. Når de eksploderer, spredes metaldelene som projektiler og dræber på må og få.

Det kritiserer menneskerettighedsorganisationer, som mener, at bomberne rammer upræcist og dermed koster mange civile liv.

Foruden at kontrollere store dele af Syrien har IS også kontrollen over dele af Irak. En international koalition anført af USA forsøger at bekæmpe den militante bevægelse i begge lande.

Alligevel har IS blandt andet erobret den historiske syriske by Palmyra i maj.

Det estimeres, at mindst 220.000 personer har mistet livet siden udbruddet af konflikten i Syrien i marts 2011. Millioner er drevet på flugt på grund af krigshandlingerne.

/ritzau/dpa