Ralph Fiennes den næste professor Higgins?

En nyopsætning af Broadway-musicalen »My Fair Lady« kan meget vel få Ralph Fiennes i den mandlige hovedrolle. Han er favorit til at spille professor Henry Higgins.

Musikmatadoren Clive Davis står bag forestilingen og røbede fornylig, at han håbede at kapre Anne Hathaway og Colin Firth som hovedpersonerne Eliza Doolittle og Henry Higgins, men nu har piben delvist fået en anden lyd. Ifølge avisen New York Post går Davis i stedet efter Fiennes til rollen som den dannede professor, der lærer blomsterpigen Eliza at være en fin dame.

Muicalen er baseret på George Bernard Shaws skuespil »Pygmalion« og blev i 1964 filmatiseret med Rex Harrison som Higgins og Audrey Hepburn som Eliza.

Davis skal dog være heldig for at kapre Fiennes. Skuespilleren har hele syv filmprojekter i kalenderen for de næste to år, heriblandt det nye James Bond-eventyr.

Selv om skuespilleren har travlt, tager han sig tid til at appellere til det fornemme stormagasin Fortnum & Mason i London. Fiennes melder sig i koret af kendisser, som vil have dronning Elizabeths foretrukne varehus til at indstille salget af foie gras.
»Den engelske patient«-stjernen har sendt direktør Ewan Venters et personligt brev, hvori han beder ham skride ind. »Dyr og deres velfærd betyder meget både for mig og flertallet af den britiske befolkning.
Som administrerende direktør har De magt til at sætte en stopper for virksomhedens engagement i den grusomhed, foie gras repræsenterer«, skriver skuespilleren og påpeger, at konkurrenterne Selfridges og Harvey Nichols allerede har forbudt den omstridte delikatesse.

Fiennes er dermed på linie med Roger Moore, Chrissie Hynde, Morrissey og Pamela Anderson, som alle har forsøgt at gøre indtryk på Fortnum & Mason, men hidtil forgæves.

Dagens Gossip