Ramaskrig: Vegansk tv-vært laver lædersko

Skrevet af admin

16/09/2015

Dagens topnyheder

Den populære tv-vært Ellen DeGeneres, som har sit eget talkshow "The Ellen DeGeneres Show", er kommet ud i et værre stormvejr.

Tv-værten har flere gange udtalt, at hun og partneren Portia de Rossi er veganere, og altså hverken spiser kød eller køber produkter, der stammer fra dyr. Men nu skal tv-værten have sin egen kollektion af sko, som blandt andet indeholder lædersko, skriver Sky News.

- Personligt valgte jeg at blive veganer, fordi jeg har uddannet mig selv og lært om fabrikslandbrug og dyremishandling. Det gik op for mig, at det, der lå på min tallerken, var levende væsner med følelser. Jeg kunne ikke lukke øjnene for det længere, har den 57-årige tv-vært tidligere annonceret på sin officielle hjemmeside.

Skokollektionen hedder "ED by Ellen" og indeholder blandt andet støvler i ægte læder. Det har fået dyrevelfærdsorganisationen The Global Conservation Group (GCG) op af stolen. Organisationen har lavet en underskriftindsamling for at få Ellen DeGeneres' opmærksomhed, og har samtidig lanceret en kampagne på de sociale medier, skriver Washington Times.

- Vi du ikke nok overveje at fjerne læder fra din skokollektion. Dyrelæder kan let erstattes med materialer, der imiterer læder, skriver Jordan Turner, formand for GCG, i et åbent brev i forbindelse med underskriftindsamlingen.

- Husk på, at læder er det samme som pels bare uden hår, det er lige så ondskabsfuldt og umenneskeligt, tilføjer John Turner.

/ritzau/FOKUS