Ramt af flækket træ: 47-årig dræbt på Midtfyn

Skrevet af Ann Katrine Warren

24/01/2013

Dagens topnyheder

En 47-årige mand fra Ryslinge-kanten blev torsdag kort før klokken 10 fundet død i et mindre skovområde ved Pederstrup på Midtfyn. Det oplyser Fyns Politi.

Den 47-årige var onsdag i gang med at fælde træer i skovområdet efter aftale med ejeren af skoven. Torsdag morgen bemærkede skovens ejer ved et tilfælde, at den 47-åriges bil stadig holdt ved skoven. Skovejeren fandt kort efter den omkomne i skoven.
 
Både politiet og Arbejdstilsynet har undersøgt stedet. Man mener, at ulykken skete, da den afdøde var ved at fælde af et træ med diameter på cirka 30 centimeter.

Den 47-årige havde lavet et forhug i den ene side af træet, og da han ville lægge det fældende snit på modsatte side af træet, er træet angiveligt flækket på langs, hvorved det er "svirpet" op og har ramt den 47-årige, der blev dræbt på stedet.
 
Pårørende til den afdøde er underrettet.