Randers-back: Landsholdsudtagelser viser holdets klasse

Skrevet af admin

09/11/2014

Mest læste i dag

Superliga-succesen for Randers er ikke gået ubemærket hen blandt de europæiske landstrænere.

Venstrekant Elmar Bjarnason og andenmålmand Ögmundur Kristinsson er udtaget for det islandske landshold, mens sidstnævntes keeperkonkurrent i Randers, Karl-Johan Johnsson, er blevet en del af det svenske ditto.

Derudover er unge Nicolai Poulsen udtaget til det danske U21-landsholds kommende træningskampe.

Nicolai Poulsen er stolt over udtagelsen, og peger på holdets succes som en af forklaringerne.

- Det er selvfølgelig rigtig skønt at få den anerkendelse. Jeg lukrerer på holdets gode spil, hvor vi virkelig har formået at få spillet bolden og ikke losset så meget, siger midtbanespilleren, der får følgeskab af navnebror Nicolai Brock-Madsen på U21-landsholdet.

De mange flotte udtagelser til Randers-spillere vidner om holdets klasse ifølge højreback Johnny Thomsen.

- Det er fedt for dem, men også et udtryk for, at vi som hold har præsteret godt indtil nu, siger 32-årige Thomsen, der selv har tre A-landsholdskampe på CV’et.

Randers-backen fremhæver holdets bredde, der senest viste sin kvalitet i lørdagens sejr over Esbjerg, hvor Jeppe Tverskov erstattede karantæneramte Mads Agesen i centerforsvaret hos kronjyderne.

- Det er fantastisk, at en ung gut som Jeppe Tverskov kan gå ind og præstere på et så højt niveau, som han viste mod Esbjerg, men også i Parken mod FCK.

- Det vidner om truppens kvalitet, at vi har så mange, der byder sig til. Jeg mener, at vi har truppen til at spille med, der hvor vi ligger i øjeblikket, siger Johnny Thomsen.

Højrebacken, der lagde op til Randers’ første mål i 3-2-sejren over Esbjerg, og resten af holdkammeraterne indtager en foreløbig andenplads i Superligaen, men kan blive overhalet FCK og Brøndby efter søndagens kampe.

/ritzau/