Randers-bestyrelse tolererer ikke Colin Todd-udtalelser

Skrevet af admin

07/04/2016

Mest læste i dag

Bestyrelsen i fodboldklubben Randers FC går i rette med klubbens cheftræner, Colin Todd, der har kritiseret klubben for dens ageren i den såkaldte konesag, hvor Christian Keller har indledt et forhold til den nu tidligere holdkammerat Jonas Borrings fraseparerede kone.

Det meddeler bestyrelsen på klubbens hjemmeside oven på et bestyrelsesmøde onsdag.

- En enig bestyrelse finder Colin Todds udtalelser i konflikt med ledelsens løbende udmeldinger og dermed uacceptable.

- Colin Todd er i dag blevet gjort bekendt med bestyrelsens holdning og gjort opmærksom på, at lignende eksterne udtalelser ikke vil blive tolereret, lyder det fra formand Svend Lynge Jørgensen på vegne af bestyrelsen.

Bestyrelsen pointerer, at sagen er blevet håndteret inden for de rammer, som Randers FC legalt kan agere under.

- Det er også fortsat udelukkende cheftræneren i Randers FC, der ud fra spillertruppen stiller det hold, som cheftræneren mener har størst sandsynlighed for at vinde den næste kamp, lyder det videre.

Randers blev enig med Jonas Borring om at ophæve kontrakten, så Borring kunne forlade klubben. Derimod er Christian Keller fortsat ansat i klubben.

I sidste uge gjorde Colin Todd det dog klart, at han ikke har i sinde at bruge Keller, så længe han selv er træner i klubben.

Han har begrundet fravalget med, at han ikke længere har samme respekt for Keller. I samme forbindelse har han efterlyst større opbakning fra klubben i sagen.

/ritzau/