Randers-direktør: Vi er attraktive for mange trænere

Skrevet af admin

04/05/2016

Dagens topnyheder

Randers FC har indledt jagten på en ny cheftræner, efter at det onsdag blev offentliggjort, at engelske Colin Todd stopper med udgangen af denne sæson.

Det giver dermed klubbens relativt nye, daglige ledelse en mulighed for at sætte et større præg på klubben.

- Det bliver en spændende udfordring og samtidig en mulighed for Ole Nielsen og jeg til at sætte vores præg på det sportslige. Vi er overbeviste om, at Randers FC er en attraktiv klub for mange trænere, siger Michael Gravgaard i en pressemeddelelse.

Han erkender, at rygterne om, hvem der bliver ny træner, vil tage til i den kommende tid, men han giver samtidig sig selv og klubben arbejdsro.

- Vi kender præmissen om, at der allerede nu spekuleres i, hvem den kommende Randers FC-træner bliver. Det, vi kan sige, er, at vi vil lave et grundigt stykke forarbejde.

- Vi vil ikke bruge tid på at skulle forholde os til det ene eller andet emne til posten, men vi melder ud, når vi er klar til det, lyder det fra direktøren.

Klubbens bestyrelsesformand Sven Lynge Jørgensen erkender, at det er en kapacitet, som Randers skal have erstattet før næste sæson.

- Det er altid en udfordring, når en højt værdsat medarbejder fratræder - især, når det er en person, der har haft så stor indflydelse på den succes, Randers FC har haft både på og uden for banen.

- Vi har indgået denne gensidige aftale på en professionel måde med fuld respekt for det arbejde, Colin har udført og ikke mindst de fodboldresultater, han har opnået med Randers FC, lyder det fra bestyrelsesformanden.

Han forudser, at Colin Todds arbejde i klubben vil leve videre.

- Colin er en del af Randers FC's dna, og hans indsats for klubben vil være mærkbar i lang tid fremover. Vi takker oprigtigt Colin for hans bidrag i de mange år og ser frem til, at han leder holdet og det øvrige trænerteam resten af sæsonen, siger Svend Lynge Jørgensen.

/ritzau/