Randers FC-styrmand: Glad for at holde nullet i Esbjerg

Skrevet af admin

21/04/2015

Mest læste i dag

Randers FC spillede mandag aften 0-0 i Esbjerg i Alka Superligaen i en kamp, hvor offensiven ikke fungerede for kronjyderne. Det ene point sender dog Randers op på den bronzegivende tredjeplads.

Midterforsvarer i Randers Mads Agesen erkendte efter kampen, at det defensive udgangspunkt gik ud over de offensive aktioner.

- Vi stillede os bevidst lidt længere tilbage og lod Esbjerg have bolden. Vi havde talt om, at når bolden var på vores banehalvdel, skulle vi være aggressive, hvilket lykkedes meget godt, synes jeg.

- Omvendt så gik det ud over spillet i den anden ende, og jeg mindes ikke, at vi havde en eneste chance ud over et skud på mål. Der er nok at arbejde med, hvis vi skal til at vinde fodboldkampe, siger Mads Agesen.

Han glæder sig dog over, at det lykkedes Randers at holde nullet, og peger på det som en vigtig faktor, såfremt tredjepladsen skal i hus.

- Vi havde mange clean sheets i efteråret, og det er noget, vi gerne vil tilbage til, hvis vi skal blive ved med at være placeret deroppe, hvor det er sjovt. Det var rart at spille til nul i dag, siger Mads Agesen.

Forsvarskollega Mads Fenger mente, kampen bar præg af en stram taktik, og han erklærede sig tilfreds med det ene point til kampen om de sjove placeringer.

- Det var en meget taktisk affære, og jeg er egentligt fint tilfreds. Vi kom under et pres til sidst, men vi var dygtige og heldige nok til at afværge Esbjergs forsøg.

- Vi ligger i toppen, og så længe vi er blandt de bedste hold, tror vi på, vi kan tage bronzen. Jeg føler, vi er stærke nok til at slå de andre klubber i toppen af rækken, siger Mads Fenger.

Randers har 38 point for 25 kampe. Næste opgave er en hjemmekamp på AutoC Park i Randers, hvor formstærke FC København kommer på besøg.

/ritzau/