Randers Kommune siger undskyld for tissehunds død

En uskyldig gåtur på Hadsundvej i Randers endte mandag aften fatalt.

Kort efter klokken 19 blev Østjyllands Politi kontaktet af en anmelder, der ser en ældre dame med en død hund ved en lygtepæl. Hunden havde tisset på pælen, der sendte så meget strøm igennem hunden, at den omkom på stedet.

Tirsdag beklager Randers Kommune hændelsen.

- Det er utrolig synd for hundens ejer, at det er sket, siger Lars Bolander, der er sektionsleder i Veje og Trafik i Randers Kommune i en pressemeddelelse.

- Jeg har talt med ejeren, og vi tager en snak igen senere på ugen, fordi det ligger os på sinde, at ejeren kommer så godt videre som muligt.

Han forklarer, at det er et helt ekstremt sammenfald af uheldige omstændigheder, der førte til hundens død.

- En spole i lygtepælen brændte af og brændte samtidig en lille ledning over. Ledningen fik uheldigvis berøring med selve pælen, som blev strømførende. Da hunden tissede på lygtepælen, fik den strøm og døde, udtaler han.

Lygtepælen er nu sikret, og tidligt tirsdag blev alle andre lygtepæle i området tjekket.

Lars Bolander forklarer, at der løbende er kontrol af alle lygtepæle i Randers Kommune.

- Men de løbende tjek ville næppe have gjort en forskel, netop fordi der er tale om et ekstremt sammenfald af begivenheder, siger han.

Lars Bolander forsikrer borgerne i Randers Kommune om, at man ikke behøver at være nervøs for at røre ved lygtepæle eller for at gå tur med sin hund.

 

Dagens Gossip