Randers-sejr var fortjent, mente AaB-træner

Med nederlaget har FC Midtjylland i aften mod Viborg muligheden for at øge sit forspring til nærmeste forfølger - samtidig med at AaB risikerer at dumpe fra anden- til femtepladsen i løbet af weekenden.

- Jeg ærgrer mig over, at vi ikke fik det ene point. I kampens slutfase havde vi jo mulighederne for at udligne, sagde AaB-træner Kent Nielsen, der dog anerkendte Randers-holdets præstation.

- De fortjente sejren. Efter vores gode start fightede de sig flot tilbage, sagde Kent Nielsen og fik medhold i sin analyse af AaBs midtbanespiller Kasper Kusk.

- Randers vinder ni ud af 10 dueller. Fysisk var de langt stærkede end os. På det punkt skal vi helt klart forbedre os, sagde Kasper Kusk og tilføjede:

- For mit eget vedkommende er jeg glad for min scoring (til 1-0, red.). I efteråret har jeg nu lavet to mål. Men det er for lidt. Så offensivt som jeg ligger på AaB-holdet, skal jeg helst score nogle flere, sagde Kasper Kusk.

I store dele af første halvleg var Rasmus Würtz det store samlingspunkt på AaB-mandskabet takket være et enormt løbearbejde.

Men efter pausen forsvandt han ud af billedet.

- Han har det seneste stykke tid desværre døjet med knæet. Problemerne vendte tilbage mod Randers. Derfor valgte jeg at udskifte ham, sagde Kent Nielsen, der trods nederlaget ikke har opgivet, at AaB fremadrettet skal ligge placeret i Superligaens bedste halvdel.

- Jeg synes, at vi i efterhånden lang tid har spillet god fodbold. Nederlaget mod Randers er et bump på vejen. Men vi er snart ovenpå igen, garanterede Kent Nielsen.

Dagens Gossip