Randers-spiller har brækket kæben og kommer ikke til OL

Skrevet af admin

01/08/2016

Dagens topnyheder

Lørdag blev Randers FC-spilleren Nicolai Poulsen forfremmet fra reserve til fuldgyldigt medlem af Danmarks trup til OL i Rio.

Søndag blev han tacklet så voldsomt i udekampen mod AGF, at han må vinke farvel til OL-turneringen i Brasilien.

- Har i dag fået ødelagt min allerstørste drøm, om at kunne komme med til OL, har aldrig i mit liv været så knust. Men ved, jeg kommer stærkere tilbage, skriver Nicolai Poulsen på sin Instagram-profil.

Teksten ledsager et billede, hvor den unge Randers-spiller ligger i en hospitalsseng med et blåt øje.

- Øjet er egentligt ikke det værste. Har fået en hjernerystelse og brækket kæben to steder. En operation venter i morgen, men jeg kommer tilbage, skriver Nicolai Poulsen.

Randers FC vandt kampen i Aarhus med 2-1.

Kort efter Nicolai Poulsens afbud har Dansk Boldspil-Union (DBU) oplyst på Twitter, at det bliver forsvarsspilleren Asger Sørensen, der overtager Poulsens plads i den danske OL-trup.

20-årige Asger Sørensen spiller i Red Bull Salzburg, hvor han kom til i 2014 fra FC Midtjylland.

Danmark har været ramt af en byge af afbud, senest fra Yussuf Poulsen og skadede Uffe Bech.

Danmark spiller 4. august den første kamp i gruppe A mod Irak. Sydafrika og Brasilien er de øvrige modstandere i gruppen.

/ritzau/