Randers-spiller: Sympatien ligger hos Borring

Skrevet af admin

13/03/2016

Dagens topnyheder

Pres fra spillerne var angiveligt hovedårsagen til, at Christian Keller ikke var med i Randers-truppen til søndagens kamp mod Brøndby.

Randers-træner Colin Todd undlod at udtage Keller, der har indledt et forhold til holdkammeraten Jonas Borrings ekskone.

Midtbanespilleren Alexander Fischer vil dog ikke bekræfte, at visse spillere har stillet et ultimatum til træneren, som det har været beskrevet hos Canal 9.

- Vi har haft et møde, hvor alle kunne få lettet hjertet, hvilket er en del af det at komme videre. Men ellers har der ikke været noget.

- Jeg tror, at størstedelen af Danmark har sympati for Borring og ikke synes, det er ok. Det deler vi selvfølgelig også i truppen, siger Alexander Fischer.

Spørgsmål: Har nogle spillere nægtet at spille sammen med Keller?

- Nej, folk har bare sagt deres holdning til tingene, lyder det fra Fischer.

- Klubben skal se på det, der er bedst for truppen, men den har nok svært ved at se løsningen. Det er en svær situation for hele klubben, fortsætter han.

Spørgsmål: Kan du og de andre spillere se Keller være en del af truppen fremadrettet?

- Alle har en holdning. Vi kender Keller som en kriger, det vil han stadig være, så jeg ser ikke et problem i, han er med i truppen, siger Alexander Fischer.

På det samme spørgsmål svarer forsvarsspilleren Mads Agesen mere fåmælt.

- Det er ikke op til mig at beslutte. Ledelsen må tage en beslutning, siger Agesen.

Han synes, at holdet fik vist, at det ikke var påvirket, selv om Brøndby vandt 1-0 på hjemmebane efter en tam Randers-indsats.

- Jeg synes, fokus var der. Vi skulle kunne kigge hinanden i øjnene. Jeg tænkte ikke på det i et eneste minut, kan jeg i hvert fald sige.

- Energien var der, men spillemæssigt var det ikke prangende. Vi manglede lige det sidste, lyder det fra forsvarsspilleren.

/ritzau/