Randers-topscorer sænker OB i chance-orgie

Med en sen scoring sikrede Viktor Lundberg Randers FC en sejr på 3-2, da kronjyderne søndag var på besøg hos OB.

Svenskeren manifesterede med hovedstødsmålet 10 minutter før tid sin position som topscorer i Alka Superligaen, hvor det nu er blevet til seks fuldtræffere for Randers-angriberen.

Alexander Fischer stod for forarbejdet med et skarpt indlæg fra højrekanten, og så stod Lundberg klar.

OB's debuterende keeper Michael Tørnes havde fingrene på bolden, men målmanden fumlede, og så tog Randers føringen.

Gæsterne bragte sig i front allerede efter fire minutter, da et frispark blev drejet op i feltet, hvor rutinerede Christian Keller og Nikolaj Poulsen med screeninger skabte pladsen for Jeppe Tverskov, der prikkede bolden i mål til 1-0.

OB-keeper Tørnes, som er hentet ind i stedet for den langtidsskadede Michael Falkesgaard, appellerede i den forbindelse for offside.

Nikolaj Poulsen kom da også fra en klar offside-position, da han satte sin screening, så meget tyder på, at den nye OB-målmand havde en sag.

Efter et kvarter udlignede de fynske værter, da Mads Fenger tacklede OB-teknikeren Rasmus Falk i benhøjde på kanten af straffesparksfeltet.

Islandske Ari Skulason lagde sit frispark i en bue hen over Randers-muren og op i målhjørnet til 1-1.

I de efterfølgende minutter var det tydeligt, at Rasmus Falk var i problemer efter den hårde Mads Fenger-tackling, og i pausen lod OB-profilen sig udskifte.

Randers-forsvaret dummede sig gevaldigt umiddelbart efter pausen, da bolden ikke blev losset langt væk, og tilfældigt havnede den i stedet foran OB-angriberen Kenneth Zohore, der bragte hjemmeholdet på 2-1.

Selve scoringen var en anelse komisk, da Zohore i fri position ramte sit eget støtteben, inden bolden gik i mål.

Gæsterne fik straks udlignet til 2-2, da Nicolai Brock-Madsen tilkæmpede sig et straffespark, som han selv udnyttede.

Randers-angriberen så dog ud til at falde af sig selv i nærkampen med OB-anfører Hallgrimur Jonasson.

Ligesom OB's Rasmus Falk måtte Brock-Madsen lidt senere lade sig udskifte med en skade.

Begge hold blev generelt hårdt ramt på skadesfronten, da også OB fik midterforsvareren Mohammed Diarra skadet. Fynboerne er hårdt svækket i bagkæden, efter klubben tidligere på ugen solgte Kasper Larsen til Groningen.

Randers FC har med sejren syv point for fire kampe, mens OB har samme pointantal for en kamp mere.

/ritzau/

Dagens Gossip