Randers-træner: Sådan vinder vi over russerne

Lykkes det Randers FC at gå videre i kvalifikationen til Europa League, vil det være en gedigen overraskelse og en fremragende præstation.

Det vurderer Randers-træner Colin Todd forud for torsdagens kamp mod russiske Rubin Kazan, der spilles på danskernes hjemmebane.

- Jeg håber, at vi viser os fra vores bedste side. Det er en ny oplevelse for vores spillere, og hvis vi går videre mod et hold som Rubin Kazan, vil det være helt og aldeles fremragende.

- I fodbold kan der altid opstå store overraskelser. Vi håber, at vi kan få et godt resultat, siger Colin Todd.

Han kalder Rubin Kazan, der i den seneste sæson var i kvartfinalen i Champions League, for et hold med stor erfaring og styrke.

- Det bliver en vanskelig kamp for os, for vi ved, at de alle er meget stærke på bolden og flytter den godt rundt.

- Vores tilgang vil være at lukke af, være tålmodige, disciplinerede og godt organiserede, fortæller Colin Todd, der håber på at holde buret rent for første gang i sæsonen.

- En stor bonus for os vil være et clean sheet. Vi vil selvfølgelig prøve at vinde kampen, men vi skal være meget disciplinerede.

Randers er kommet spillemæssigt fornuftigt fra start i Superligaen, men sidste sæsons bronzevindere har endnu ikke hentet en sejr i to mulige forsøg.

Colin Todd har da også i baghovedet, at deltagelsen i Europa ikke må gå unødigt hårdt ud over indsatsen i Superligaen, hvor FC København og FC Midtjylland venter henholdsvis inden og efter returopgøret mod Rubin Kazan.

- Jeg skal bruge mit hold så klogt som muligt. Der er meget rejsen frem og tilbage, og det bliver meget krævende for holdet, lyder det fra træneren.

Returopgøret i Rusland spilles 8. august.

/ritzau/

 

Dagens Gossip