Randers-træner: Svenskerne gør det godt internationalt

På torsdag skal Randers FC spille sin europæiske kamp nummer 23 - når det gælder det første af to opgør i anden kvalifikationsrunde i Europa League.

Modstanderen er svenske Elfsborg - nummer to i Allsvenskan med 31 point, kun tre efter førerholdet IFK Göteborg.

At klubben er hjemmehørende i Sverige aftvinger respekt hos Randers-træner Colin Todd.

- Da jeg i sin tid fik at vide, hvem modstanderen ville blive, var det første, der slog mig, at både Elfsborg og svensk fodbold generelt gør sig godt internationalt.

- Elfsborg er ofte med i europæisk fodbold, Malmö FF gjorde det godt i sidste sæsons Champions League. Deres landshold gør det også flot i EM-kvalifikationen, og deres U21-landshold er jo som bekendt blevet europamestre.

- Det vidner om kvalitet i den svenske liga, og Elfsborg havde da også to spillere med i den svenske trup i Tjekkiet, siger Todd til klubbens hjemmeside og tilføjer:

- Så vi ved, hvad der venter os på torsdag. Men omvendt råder jeg også over en trup af særdeles gode fodboldspillere, der er kommet meget langt, og hvis de kan leve op til deres evner, kan de komme endnu længere.

- I den første Europa League-kamp i Andorra viste spillerne stor karakter. Med to udvisninger viste de øvrige spillere, at de ville slås for hinanden, og det er det, der kendetegner en klub som Randers.

Todd glæder sig til at hilse på sin tidligere førstekeeper i Randers, Kevin Stuhr Ellegaard, som i dag spiller for Elfsborg.

- Nu skal vi starte anden kvalifikationsrunde mod Elfsborg hjemme, og jeg ved ikke, hvordan de vil gribe kampen an.

- Men jeg ved, vi som sædvanlig vil gå efter sejren, men da der er tale om en europæisk kamp er det også vigtigt, at vi for alt i verden forhindrer dem i at score - og så forhåbentlig selv får nettet et par gange og derved skabt det bedst tænkelige udgangspunkt til returopgøret i Sverige.

- Men jeg ved også fra min første periode i Randers, at Elfsborg råder over en særdeles god keeper. Han gjorde det godt dengang, og jeg glæder mig til at se ham igen, lyder det fra Colin Todd med henvisning til Ellegaard.

/ritzau/

Dagens Gossip