Randers-træner vil finde vildskaben igen

Randers FC overraskede mange fodboldfans ved at vinde bronze i sidste sæson, hvor klubben var oprykker til Superligaen.

I efteråret har klubben leveret mere svingende præstationer, og forud for forårssæsonen vil træner Colin Todd snakke med truppen om, hvor sidste sæsons succes-dyder er blevet af.

- Vi skal have en gennemarbejdet vintertræning, hvor der skal lægges vægt på både den fysiske og den fodboldmæssige træning. Vi skal også bruge tiden på at snakke om de 15 kampe, der venter forude, og en evaluering af de 18 kampe, vi spillede i efteråret.

- Når vi skal snakke om efterårets præstationer, kommer vi selvfølgelig ind på, om vi har gjort det godt nok. Troede vi, at bare fordi vi fik bronze i sidste sæson, at så ville alt komme helt af sig selv, i stedet for at arbejde for, at det ville ske?

- I begyndelsen af sæsonen savnede vi nok lidt af den vildskab, den indstilling og det dedikerede sammenhold, der bar os igennem store dele af sidste sæson, siger Colin Todd til Randes FC's hjemmeside.

Trods flere dumme pointtab i slutminutterne sluttede Randers efteråret fornuftigt af, og holdet overvintrer som nummer fem i Superligaen med to point op til Brøndby, der er på den Europa League-givende fjerdeplads.

- Heldigvis blev det meste mærkbart bedre i de sidste otte efterårskampe, hvor vi kun tabte et enkelt opgør, og det er de positive ting, vi skal bygge videre på nu.

- I forårssæsonen kunne jeg godt tænke mig, at vi får scoret endnu flere mål efter standarder og fra midtbanen. Men første og fremmest ønsker jeg engagement, for det er nu en gang det, fodbold drejer sig om, siger Colin Todd.

Randers indledte fredag træningen frem mod forårssæsonen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV