Randers var tættest på sejren i vandkamp i Hobro

Skrevet af admin

05/12/2015

Dagens topnyheder

Hobro og Randers FC var lørdag i aktion for sidste gang i eftersæsonen i en regulær vandkamp.

Gæsterne fra Randers var tættest på at tage sejren, men det endte 0-0 i Hobro.

Især Mikael Ishak skabte en del uro og var flere gange tæt på at sende bolden i mål, men den svenske angriber misbrugte alle sine muligheder.

Betingelserne var særdeles vanskelige for de to mandskaber, der havde svært ved at kontrollere bolden på den regnvåde bane. Samtidig var der en strid vind.

Ishak fik kampens første store chance efter et Randers-hjørnespark, hvor Christian Keller fik skudt mod mål. Hobros Jonas Brix-Damborg fik ikke trukket offside, og så stod Ishak fri, men svenskeren skød lige forbi målrammen.

Efter pausen var Hobro-keeper Jesper Rask tæt på at dumme sig, da han kom stormende langt ud af sit mål, men måtte se Randers-spilleren Kasper Junker prikke bolden forbi ham.

Junker driblede forbi Mads Justesen, men før han fik skudt på mål, blev Randers-spilleren tacklet af Jonas Brix-Damborg.

Mikael Ishak blev ved med at komme til chancer, og efter en time ramte han stolpen. Svenskeren havde placeret sig det rigtige sted efter lidt tilfældigheder i Hobro-feltet i forbindelse med et hjørnespark.

I kampens sidste fjerdedel kom Hobro til flere gode kontramuligheder, og det blev til et par gode skudforsøg for Ove Pedersens mandskab.

I overtiden var indskiftede Mustafa Amini tæt på at afgøre affæren, men australieren skød i sidenettet.

Randers FC går nu på vinterpause med 27 point, mens Hobro på sidstepladsen har ti point.

/ritzau/