Ranieri sprang diskoteksbesøg over til fordel for søvn

Skrevet af admin

08/05/2016

Dagens topnyheder

Leicester Citys spillere fejrede lørdag aften det engelske mesterskab i fodbold med festivitas til den helt store guldmedalje.

Men klubbens succesmanager, Claudio Ranieri, havde det fint med at gå tidligt hjem i seng, efter at den formelle fejring med klubbens ejer var overstået.

- Nu vil jeg gå ovenpå. Der er en lille fest med bestyrelsesformanden (Vichai Srivaddhanaprabha, red.) og alle familierne. Og så vil jeg gå hjem i seng, sagde 64-årige Ranieri ifølge AFP på et pressemøde efter Leicesters 3-1-hjemmesejr over Everton.

- Jeg er en meget rolig mand, også da jeg var ung. Kan I forestille jer, at jeg nu skulle til at gå på diskotek, sagde italieneren.

I stedet vil han begynde at fokusere på sit holds næste kamp ude mod Chelsea på søndag i næste weekend.

- Jeg skal bare have tre timers søvn, og så vil jeg begynde at tænke på næste kamp, siger han.

Det antal timer er nok mere, end hvad mange af Leicesters spillere og fans får natten til søndag, hvor byen for alvor går amok i sejrsrus oven på den sensationelle titel.

Leicester City havde allerede inden kampen på King Power Stadium lørdag sikret sig mesterskabet, da den nærmeste konkurrent, Tottenham, dummede sig i seneste kamp.

Derfor kunne Claudio Ranieri før kampstart stå i midtercirklen og med ro i maven beundre det blå og hvide hav af flag og mennesker, mens hans ven, tenoren Andrea Bocelli, iklædt en Leicester-trøje sang arien "Nessun Dorma" foran de 32.000 tilskuere.

Det er første gang i 132 år, at Leicester City kan kalde sig engelsk mester i den bedste fodboldrække.

/ritzau/