Rapgruppe sælger ét album for millionbeløb

Skrevet af admin

29/11/2015

Dagens topnyheder

Hiphop-samuraierne i Wu-Tang Clan har vendt den typiske forretningsmodel for musikere på hovedet. I stedet for at bekymre sig om, hvor mange plader de sælger, har de nemlig solgt ét eneste eksemplar for flere millioner.

Der er tale om albummet "Once Upon A Time in Shaolin", der har ligget aflåst i en sikkerhedsboks i Marokko, siden det blev færdigt i 2013.

BBC skriver, at auktionshuset Paddle8 har offentliggjort, at albummet nu er blevet solgt for et uspecificeret millionbeløb - i dollars vel at mærke.

Det er nu heller ikke en helt almindelig skive, som den anonyme køber har fået fingrene i. Albummet kommer i en håndlavet æske lavet af sølv og nikkel, og med i købet følger et par specialfremstillede højtalere til den nette sum af 380.000 kroner.

Medlemmerne af Wu-Tang Clan havde først besluttet sig for, at køberen havde alle rettigheder til albummet, men de endte med at ombestemme sig, og det var derfor et krav til vedkommende, at sangene først må udgives om 88 år.

- Vi følte, at kommercialiseringen og masseproduktionen af albummet ville udvande dets status som et unikt stykke kunst, og at det ville gå på kompromis med vores budskab, fortæller rapperen Cilvaringz ifølge BBC.

Rapperen og produceren RZA sammenligner det med et kunstværk, der heller ikke må kopieres.

- Fordi du ejer et Picasso-billede, betyder det ikke, at du må sælge forskellige tryk eller kopier, kun at du er den eneste ejer af den unikke originaludgave, siger RZA.

/ritzau/FOKUS