Rapperen Johnson: Jeg følte mig udsat

Skrevet af admin

11/05/2015

Dagens topnyheder

Han har i årevis markeret sig på den danske hiphop-scene med feststemte sange og saftige gloser. Men nu er rapperen Johnson, med fornavnet Marc, klar til også at invitere lytterne helt ind i privaten og ind i en barndom med knubs og kærlighed.

- Man har været ude at drikke med mig, scoret damer med mig, røget tjald med mig og cruiset med mig. Folk har været med hele vejen rundt, så nu er det også vigtigt, at folk kommer med hjem, så de kan se, hvorfor jeg har lavet de andre sange, siger Johnson, da Ritzau Fokus møder ham forud for hans næste pladeudgivelse.

Helt hjem i stuen kommer lytterne for eksempel på nummeret "Ved det nu", hvor Johnson rapper sig igennem en ungdom med dårlig pot, røde øjne, hvide løgne og store drømme. Mærkatet som en gadedreng fra Aarhus har klæbet til ham siden hans debut, og lille Johnson var da også lidt af en rod, indrømmer han i dag.

Som otte-årig mistede Johnson sin far, da Maersk-skibet, som faren var maskinmester på, blev bombet, imens det sejlede i området omkring Golfkysten. Farens død efterlod en krakeleret verden, fortæller han.

- Jeg var ikke til actionfilm og action-skuespillere, da jeg var lille, for de var bare ikke lige så seje som min far. Han var den sejeste, og når ens helt forsvinder i så ung en alder, så bliver man hurtig voksen. Man lærer noget om liv og død, som man ikke bør lære i den alder, siger Johnson og forklarer, at chokket over farens død tydeligt kom til udtryk i skolen. 

- Jeg havde på det tidspunkt lært at læse og skrive, men det glemte jeg fuldstændig igen, så jeg blev nødt til at gå til meget specialundervisning. Det gjorde, at jeg følte mig udsat, fordi jeg følte, at jeg blev sat i en kategori, hvor jeg ikke var lige så god som de andre børn, siger rapperen, der begyndte at pjække fra skolen og i stedet dyrke hiphop-miljøet med joints og grafitti.

Drengestregerne udviklede sig dog aldrig til alvorlig kriminalitet for Aarhus-drengen, der på trods af hårde ord fra sagsbehandlere og lærere altid har troet på, at han nok skulle blive til noget.

- Jeg vidste allerede dengang, at jeg var noget, takket være min mor. Hun har altid fortalt mig, at jeg var sej, siger han med den selvtillid, der kendetegner ham og tilføjer, at han aldrig har haft til hensigt at følge strømmen. 

- Vi ved ikke, hvor lang tid vi er her. Så for mig er der ikke noget, der hedder, at vi gør det i morgen eller sover på det. Det er bare fremad med fuld gas. 

Johnsons tredje album kommer på gaden 11. maj, også kunstnere som L.O.C, Marwan og U$O optræder på nogle af numrene.

ritzau/FOKUS