Rapport: Apps bliver en kæmpe industri i Europa

Når man sidder i bussen og skyder med de sure fugle i spillet Angry Birds på mobilen, går tankerne formentlig ikke på, hvor meget udvikleren af spillet har tjent på produktet.

Men rapporten "Sizing the EU app economy", som analyseselskabet Gigaom Research har udarbejdet for Europa-Kommissionen, viser, at app-udviklerne kan tjene mange penge på deres tekniske projekter.

Inden for fem år vil den europæiske sektor for app-udvikling således kunne beskæftige 4,8 millioner mennesker og omsætte for 63 milliarder euro, vurderes det i rapporten. Det vil i dansk valuta svare til en årlig omsætning på omtrent 470 milliarder kroner.

Til sammenligning er der i dag en million ansatte i sektoren, mens der omsættes for 17,5 milliarder euro, hvilket svarer til cirka 130,5 milliarder kroner.

- Set i lyset af den stigende arbejdsløshed blandt unge, giver disse tal mig nyt håb, siger EU-kommissær Neelie Kroes i en pressemeddelelse.

Kommissæren, der har ansvar for den digitale dagsorden i unionen, mener, at app-sektoren er et af områderne i den digitale økonomi, hvor Europa "virkelig kan ligge i front".

Neelie Kroes' forhåbninger har noget at bygge på, idet rapporten viser, at europæiske app-udviklere er mere end parat til at tage kampen op mod konkurrenter fra øst og vest.

Kigges der på de 100 bedst sælgende apps i 2013, så var 40 procent af disse produceret af de 28 ledende selskaber i Europa, mens amerikanske producenter stod for en tilsvarende procentdel.

Blandt de fem europæiske app-udviklere, der i 2013 klarede sig bedst, finder man blandt andre King.com samt de to finske producenter, Supercell og Rovio.

Rovio, der er kendt for at have udviklet Angry Birds-spillet, kan især glæde sig over en grafik i rapporten, som viser, hvor hurtig selskabet var til at få 50 millioner brugere af spillet med de sure fugle.

Det tog 35 dage, mens det til sammenligning tog fjernsynsmediet 13 år at nå samme antal brugere og radiomediet 38 år.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV