Rapport: Boligydelse er skabt til de til de svageste

Skrevet af admin

11/12/2015

Mest læste i dag

Boligydelsen er målrettet de dårligst stillede pensionister, og over 95 procent af de midler, der udbetales i boligstøtte, går til husstande med lav eller meget lav indkomst. Det konkluderer en rapport udarbejdet af pensionskassen ATP.

Derfor finder Pernille Rosenkrantz-Theil, socialordfører for Socialdemokraterne, det særligt bekymrende, at Dansk Folkeparti er gået med til at spare på udgifter til pensionisternes boligydelse. Også selv om partiet har sagt, at det vil genforhandle besparelserne.

- Jeg synes, de mangler at forklare, hvad der skal ske med resten af pensionisterne. Der er fortsat 130.000 pensionister, der kommer til at miste boligydelse.

- Hvis Dansk Folkeparti skal leve op til sit løfte og undgå vælgerbedrag, skal partiet tage hele besparelsen på boligydelsen ud af finansloven, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Ritzau.

Da Dansk Folkeparti forhandlede finanslov med regeringen og de øvrige partier i blå blok, gik partiet med til at skære i boligydelse til ældre.

Det fik Ældre Sagen og flere politiske modstandere til at rette en skarp kritik mod partiet. Ældre Sagens beregninger viser, at op mod 175.000 ældre vil blive ramt økonomisk med de nye regler for boligydelse.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har meddelt, at han er indstillet på at genforhandle den såkaldte boligydelsespakke.

Alligevel anser Pernille Rosenkrantz-Theil det ikke som den optimale løsning, da hun mener, at Dansk Folkeparti løber fra en mærkesag.

- Jeg kan ikke vide, hvad Dansk Folkeparti ved og ikke ved. Jeg kan bare konstatere, at de har vidst, at grupper med lav eller meget lav indkomst vil blive påvirket.

- Så for mig at se forsøger de bare at smyge sig uden om nu uden at rette op på fadæsen. Og det rammer nogle mennesker rigtig hårdt, lyder det fra S-ordføreren.

/ritzau/