Rapport: Der er blevet færre fattige børn i Danmark

Skrevet af admin

20/05/2015

Mest læste i dag

40.000.

Så mange danskere lever i fattigdom, viser den årlige opgørelse over antallet af fattige, som Indenrigs- og Økonomiministeriet står bag. Det er en svag stigning på 300 personer i forhold til året før.

Ifølge rapporten går det dog den rigtige vej, når det gælder antallet af fattige børn. I løbet af det senest målbare år - det er 2013 - blev der 600 færre fattige børn i Danmark.

Og sammenligner man med tiden, fra regeringen trådte til i 2011, så er børnefattigdommen reduceret med omkring en tredjedel, så der nu er 7300 børn, der lever i fattigdom, viser rapporten.

- Jeg glæder mig over, at der er blevet færre fattige og især færre fattige børn siden 2011, siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R).

- Mange familier blev løftet ud af økonomisk fattigdom, da vi afskaffede fattigdomsydelserne og loftet over børnefamilieydelsen, ligesom mange danskere igen er kommet i arbejde, siger han.

Opgørelsen slutter dog ved 2013. Dermed har flere af regeringens reformer af kontanthjælp, førtidspension og fleksjob og skat ikke for alvor haft effekt på tallet.

- Det vil vise sig i de kommende år, hvordan det påvirker det samlede billede. Vi vil meget gerne være i regering om et år, når den næste redegørelse skal fremlægges, og stå på mål for, at vores initiativer virker, siger Morten Østergaard og tilføjer:

- Pointen med kontanthjælpsreformen er at få unge til at tage en uddannelse i stedet for at være på kontanthjælp, og er der noget, der flytter mennesker ud af fattigdom, så er det at tage en uddannelse, siger Morten Østergaard.

I regeringsgrundlaget fra 2011 står der, at regeringen "vil måles på at mindske fattigdommen". Og siden dengang er det da også lykkedes - trods stigningen fra 2012 til 2013 - at mindske fattigdommen med 3600.

Ifølge eksperterne - og efterfølgende også regeringen - er man fattig, når man har en indkomst efter skat, der er under halvdelen af medianindkomsten.

I 2013 ville man falde under fattigdomsgrænsen, hvis man havde en disponibel indkomst på under 103.200 kroner om året.

Ser man flere år tilbage, er det ikke nyt med stigningen i antallet af fattige i Danmark, der i dag omfatter 0,7 procent af befolkningen. I 1999 var der 16.200 fattige danskere.

/ritzau/