Rapport: Det er for let at dovne den i Bagmandspolitiet

Der er ingen grund til frygt for overarbejde eller overbelastning hos de ansatte ved Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, blandt folket kendt som Bagmandspolitiet.

Det fortæller de ansatte selv ifølge DR i en rapport.

Den konkluderer, at politienheden, som ved udgangen af 2013 beskæftigede omkring 125 ansatte, kan frigøre 29 fuldtidsstillinger ved at effektivisere arbejdet.

- Det er for let at lave meget lidt på en arbejdsdag, fordi der ikke er noget klart mål for, hvor meget der forventes af en, og fordi man ikke afleverer til én person, men til flere, og der derfor ikke er nogen, der har noget overblik over, hvor meget man reelt producerer i løbet af en dag, fortæller en ansat i rapporten.

Den er lavet af konsulentfirmaet McKinsey på opfordring fra Rigsadvokaten, og DR har fået aktindsigt i den.

Bagmandspolitiet består af politifolk, jurister og administrative medarbejdere.

Mediet fortæller, at medarbejderne føler sig demotiverede, fordi de ikke modtager anerkendelse for deres arbejde.

Onsdag kunne DR fortælle, at Finanstilsynet i selv samme rapport kritiserer Bagmandspolitiet for ikke at have taget hårdt nok fat i bankcheferne under det juridiske efterspil efter finanskrisen.

Den fungerende chef for Bagmandspolitiet, Henrik Helmer Steen, påpeger dog, at hovedparten af medarbejderne udtrykker tilfredshed med de frie rammer for arbejdet.

Han vil imidlertid ikke negligere rapportens konklusioner.

- Vi ville være nogle skarn, hvis vi ikke tog det alvorligt, når et konsulentfirma kommer og kigger på os og finder frem til de pågældende konklusioner. Så derfor skal vi se på, hvordan vi kan gøre det bedre i fremtiden, siger han til DR.

/ritzau/

Dagens Gossip