Rapport: Ekstremisme florerer i Jylland

Danish Defence League (DDL), Danskernes Parti og Devils Choice er navnene på tre antidemokratiske højreorienterede organisationer, som opererer i Midt- og Vestjyllands politikreds.

Det konkluderer en rapport udarbejdet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) for regeringen.

Fællesnævneren for de tre ovennævnte organisationer er, at de alle er underafdelinger af større landsdækkende organisationer med internationale forbindelser og har antidemokratiske holdninger.

Det er dog kun DDL og Devils Choice, der går skridtet videre og begår voldelige handlinger.

Derudover konkluderer SFI, at der er ni løsere grupperinger, hvor fire af dem er antidemokratiske islamistiske, mens fem er antidemokratiske højreorienterede.

To af disse karakteriseres ligeledes som voldelige.

Social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF) råber vagt i gevær over for ekstremismen i Midt- og Vestjylland.

- Kortlægningen viser med al tydelighed, at der findes miljøer, som sætter vores frihedsrettigheder og vores fællesskab under pres.

- Den gør os opmærksom på, at vi alle har et ansvar for at give de ekstremistiske miljøer modspil, siger hun i en pressemeddelelse.

Ifølge SFI er der flere faktorer, der spiller ind i rekrutteringen af nye medlemmer til de ekstreme grupper og organisationer.

- Det gælder sociale forhold, kriminalitet, tilstedeværelsen af en leder og begivenheder, konkluderes det.

Rapporten er den første i den nationale kortlægning af ekstremistiske og antidemokratiske miljøer i Danmark, som vil blive gennemført og offentliggjort løbende opdelt efter politikreds frem til juni 2014.

- Med kortlægningen får vi en dokumenteret viden, som kan kvalificere og målrette det forebyggende arbejde for at undgå, at for eksempel unge mennesker bliver tiltrukket af ekstremistiske gruppe, siger Annette Vilhelmsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip