Rapport: Europas seniorer skal i sving

Rapporten bliver ifølge Financial Times offentliggjort i dag. Det er International Longevity Centre UK, der står bag rapporten, og den peger ifølge erhvervsavisen på, at de europæiske lande bliver nødt til at finde måder, hvorpå de kan fastholde den ældre del af befolkningen på arbejdsmarkedet.

Hvis ikke det sker, så vil forholdet mellem den arbejdende del af befolkningen og den pensionerede simpelthen blive for skævvredet. Rapporten peger på, at der mere eller mindre er fire arbejdende personer for hver pensionist i dag - hvis den nuværende udvikling fortsætter uden der bliver gjort noget, vil det forhold om 50 år ændre sig til to arbejdende personer per pensionist.

Migration bliver af nogle nævnt som en mulig løsning på problemet, men rapporten peger på, at i så fald skal der skrues alvorligt op for tempoet. Der er simpelthen brug for flere unge hænder i Europa end dem, der er til rådighed med den nuværende migration.

Derfor konkluderer rapporten ifølge Financial Times da også, at der ikke er nogen vej uden om at fastholde seniorerne på arbejdsmarkedet. Det har nemlig den fordel i forhold til øget import af arbejdskraft, at det holder udgifterne til pension nede - og ikke bare holder hånden under indtægterne fra arbejdet.

Dagens Gossip

Dagens TV