Rapport fra kommission er fyldt med faktafejl

En rapport fra regeringens såkaldte Produktivitetskommission er ikke blevet faktatjekket grundigt nok. Rapporten, der handler om effektivisering af jernbanedrift og postvæsen, er nemlig fyldt med faktuelle fejl og misforståelser.

Det skriver Berlingske på baggrund af en aktindsigt, som avisen har fået i en korrespondance mellem kommissionen og Transportministeriet.

Kommissionens egen formand, økonomiprofessor Peter Birch Sørensen, kalder fejlene for "klart utilfredsstillende", og på Christiansborg undrer flere trafikpolitiske ordførere sig over det sjuskede arbejde.

Kommissionen er blandt andet nået frem til, at den danske baneafgift for godstransport er dobbelt så høj som i Tyskland, selvom den i virkeligheden kun er halvt så stor.

Kommissionen peger også på, at man kan overveje at sælge statens aktier i Post Danmark, selvom selskabet i 2009 blev lagt sammen med Posten i Sverige.

Ifølge Transportministeriet har kommissionen også foreslået ændringer af baneafgifterne, der vil kollidere med EU-lovgivningen.

Kommissionsformand Peter Birch Sørensen, som også er tidligere overvismand, peger på, at fejlene kan bunde i tidspres.

- Men vi har lært af dette og vil gøre alt for at sikre os, at det ikke gentager sig. Det er klart utilfredsstillende med den slags fejl, men samtidig må jeg understrege, at det ikke har haft nogen indflydelse på vores anbefalinger, siger han til Berlingske.

Fejlene og unøjagtighederne har fået flere trafikpolitiske ordførere til at stille spørgsmålstegn ved troværdigheden af kommissionens rapport, hvis man ikke kan regne 100 procent med tallenes nøjagtighed.

- Det er mig helt ubegribeligt, at der bare på ét område kan være så mange graverende fejl, siger Mike Legarth fra De Konservative til Berlingske.

Formålet med Produktivitetskommissionen er at finde metoder til effektiviseringer og besparelser i den offentlige sektor.

/ritzau/

Dagens Gossip