Rapport frifinder realkreditten for stavnsbinding

Skrevet af admin

24/06/2014

Mest læste i dag

Danske boligejere er ikke stavnsbundet af deres realkreditinstitut. Sådan lyder en af konklusionerne i en rapport fra Erhvervs- og Vækstministeriet, som har været undervejs i to år, skriver DR Nyheder.

Den længe ventede rapport, som DR Nyheder har bladret i et udkast til, ventes offentliggjort senere i denne uge.

Rapporten siger ifølge DR, at kreditinstitutterne heller ikke skal underlægges loft for bidrags- og gebyrstigninger.

Derimod er der en række andre anbefalinger om, hvad der kan øge konkurrencen og mobilitet på realkreditmarkedet - og dermed holde prisstigninger i skak. Og det er mere gennemsigtighed på hvad lånene koster, lyder anbefalingen i rapporten.

Forbrugerrådet Tænks formand, Anja Philip, er langt fra begejstret over konklusionerne i rapporten.

- Det er rigtigt skuffende, at to års arbejde ikke munder ud i mere, end at vi skal gøre det synligt, hvad det koster at tage sådan et lån, siger hun til DR Nyheder.

Realkreditrådets direktør, Ane Arnt Jensen, understreger, at hun ikke har set udkastet, men hvis konklusionerne passer, er hun enig.

- Hvis det er det, der står i rapporten, så det er fair. For i dansk realkredit har du som kunde altid mulighed for at få nyt lånetilbud og skifte institut, siger Ane Arnt Jensen til DR Nyheder.

For boligejere koster det mange penge at skifte realkreditinstitut, men det kan man ikke bebrejde realkreditinstituttet.

Ifølge rapporten er der nemlig ikke udgifter i forbindelse med skift mellem institutter ud over de udgifter, der også er i forbindelse med omlægning af lån uden et institutskifte.

Rapporten peger desuden på, at det er gennemsigtighed med priserne på boliglån, de såkaldte bidragssatser og kursskæringer, der er problemet, og at hvis der kommer mere gennemsigtighed, vil der komme mere konkurrence.

/ritzau/