Rapport: Hvide mænd dominerer filmbranchen

Skrevet af admin

23/02/2016

Dagens topnyheder

Er du asiat, kvinde eller homoseksuel, skal du lede længe for at finde filmroller at spejle dig i.

Det er nemlig ikke kun dette års Oscar-uddelinger, men hele filmbranchen der kæmper med manglende diversitet, konkluderer en ny stor undersøgelse.

Analysen er foretaget af forskere fra University of Southern California, der har gennemgået 109 større spillefilm og 305 serier mellem 2014 og 2015.

Dermed har de haft mulighed for at skabe et overblik over mere end 11.000 talende karakterer.

Ud fra det omfattende materiale konkluderer rapporten, at der er en "usynlighedsepidemi" i film- og tv-branchen, der er domineret af hvide, heteroseksuelle mænd på alle niveauer.

- Vi har ikke et diversitetsproblem. Vi har en inklusionskrise, siger professor Stacy L. Smith, som har været med til at skrive rapporten, ifølge The Associated Press.

Ifølge rapporten er kun hver tredje karakter en kvinde, mens 28 procent er fra en etnisk minoritetsgruppe.

Endnu mere kritisk står det til for seksuelle minoriteter, der kun udgjorde to procent af karaktererne.

Årets Oscar-uddeling er søndag den 28. februar, og det mest dominerende emne har allerede været, at der udelukkende er hvide kandidater til skuespillerpriserne.

En af dem, som har været ude med riven efter årets Oscar-nomineringer, er George Clooney. Han mener, at udviklingen er gået i den forkerte retning.

- Vi snakker forresten kun om afroamerikanerne. For latinoer er det endnu værre. Vi er nødt til at blive bedre. Vi plejede at være bedre, udtaler han ifølge Variety.

/ritzau/FOKUS