Rapport: Knap 1000 civile dræbt i Aleppo på tre måneder

Skrevet af admin

22/07/2016

Mest læste i dag

Mindst 955 civile, herunder 219 børn, er blevet dræbt i kampene i byen Aleppo i det nordlige Syrien i løbet af de seneste tre måneder.

Det oplyser den britiskbaserede overvågningsgruppe Syriens Observatorium for Menneskerettigheder fredag, skriver nyhedsbureauet dpa.

Ofrene er blevet dræbt i det, observatoriet betegner som gengældelsesangreb begået af henholdsvis regeringsstyrker og oprørere fra oppositionen.

563 civile er siden 22. april blevet dræbt i luftangreb og skud fra regeringsstyrker i oprørskontrollerede dele af byen, tilføjer observatoriet.

Imens er 356 civile i samme periode blevet dræbt af oprørere fra oppositionen.

Søndag lukkede regeringsstyrker den strategisk vigtige Castello Road, som er den eneste vej, der fører til den østlige del af storbyen Aleppo, hvor oprørerne holder til.

Ifølge FN bor der omkring 300.000 civile i de oprørskontrollerede områder af den syriske storby.

FN har tidligere advaret om, at civilbefolkningen er afhængig af Castello Road for at kunne få adgang til mad og medicin.

Aleppo var engang Syriens kommercielle kraftcenter. Men byen er blevet ødelagt i kampe siden midten af 2012. Trods flere midlertidige våbenhviler er det ikke lykkedes at stoppe volden i den syriske storby.

Siden krigen brød ud i Syrien i 2011, er flere end 280.000 mennesker blevet dræbt og millioner tvunget på flugt.

/ritzau/