Rapport: Motiv til skolemassakre i USA forbliver uvist

Skrevet af admin

26/11/2013

Dagens topnyheder

Det er ikke lykkedes myndighederne at finde en forklaring på, hvad der motiverede en ung mand til at dræbe 20 elever og seks voksne på en amerikansk folkeskole sidste år.

Den officielle rapport om tragedien på Sandy Hook-skolen i Newton i Connecticut blev mandag offentliggjort - knapt et år efter tragedien fandt sted.

Gerningsmanden, den 20-årige Adam Lanza, tog livet af sig selv efter massakren, der er en af de værste nogensinde i USA.

Sagen fik debatten om den lempelige adgang til at købe våben til at blusse op, og præsident Barack Obama lovede, at han ville stramme lovgivningen.

Blandt andet ved at gøre det sværere at anskaffe sig et af de kraftige automatvåben, som Adam Lanza benyttede.

Rapporten fra statsadvokaten i Connecticut giver ingen klare svar på, hvad der drev Lanza til at begå ugerningen.

Det er tidligere kommet frem, at han havde store mentale problemer, og rapporten beskriver Lanza som en person, der levede en isoleret tilværelse.

Blandt andet kommunikerede han med sin mor gennem e-mail - selv om de boede i samme hus.

Under ransagningen af huset fandt politiet en check, som moren havde udstedt til sin søn, så han kunne udvide sin våbensamling ved at købe en pistol i julegave.

Men den blev aldrig indløst. Tidligt om morgenen den 14. december dræbte Adam Lanza sin mor. Derefter satte han kurs mod Sandy Hook-skolen.

Lanza var fascineret af våben, og rapporten beskriver hans "besættelse af massemord". Især nedskydningen af elever og lærere i 1999 på Colombine High School i Colorado optog den ensomme mand.

- Det åbenlyse spørgsmål, som står tilbage, er: "Hvorfor dræbte han 27 personer, deriblandt 20 børn?". Desværre bliver det spørgsmål måske aldrig fuldt ud besvaret, hedder det i rapporten.

Connecticut har siden gennemført store stramninger af delstatens våbenlov, mens præsident Obamas forsøg på at skærpe den nationale lovgivning ikke er lykkedes.

/ritzau/Reuters