Rapport om Libyen: Umenneskelige forhold for flygtninge

Skrevet af admin

11/05/2015

Dagens topnyheder

Livet som flygtning i Libyen er præget af voldtægt, tortur og bortførelser, og derfor sætter så mange livet på spil i forsøget på at krydse Middelhavet og komme i sikkerhed i Europa.

Det skriver menneskeretsorganisationen Amnesty International i en rapport, som er offentliggjort mandag.

- De forfærdelige forhold for flygtninge, kombineret med den stigende lovløshed og de væbnede konflikter i landet, viser tydeligt, hvor farligt livet i Libyen er for tiden, siger Philip Luther, direktør for organisationens afdeling for Mellemøsten og Nordafrika.

- Der er ingen steder, hvor flygtningene kan søge lovlig hjælp, så de (flygtningene, red.) er nødsaget til at lægge deres liv i hænderne på menneskesmuglere, som hæmningsløst afpresser, misbruger og udnytter dem, siger Luther.

Når flygtningene har betalt menneskesmuglerne for at blive fragtet til Europa, er der ingen garantier for, at flygtningene ender i Europa.

Mange drukner på turen over Middelhavet, og andre når ikke langt nok til at sætte livet på spil på de overfyldte både, men bliver solgt til kriminelle bander, som kræver penge for at frigive dem.

Hvis de kriminelle bander ikke får deres penge, så ender det ofte med voldtægt af de kvindelige flygtninge.

- De førte os uden for byen, bandt min mands hænder og fødder til en pæl, og så voldtog mændene mig. Der var 11 mænd i alt, fortæller en kvinde til Amnesty.

I flere år har Libyen været destination for flygtninge fra andre afrikanske lande, da det ligger tæt på Europa.

Landet har været præget af uro siden 2011, da Muammar Gaddafis styre blev væltet, og det har gjort Libyen til et yndet land at operere i for menneskesmuglere, da landet står uden for reel europæisk indflydelse.

- Det internationale samfund har passivt set til, mens Libyen siden 2011 er sunket ned i kaos og har dermed givet militante og væbnede grupper lov til at gå amok i landet, siger Luther.

- Verdens ledere har et ansvar og må være klar til at se konsekvenserne i øjnene, hvilket indebærer, at der vil komme flere flygtninge fra Libyen.

- Asylansøgere og flygtninge er de mest sårbare i Libyen, og deres situation må ikke blive ignoreret, fortæller Luther.

/ritzau/