Rapport: Politiet kan selv spare trecifret millionbeløb

Skrevet af admin

28/10/2015

Dagens topnyheder

Mens regeringen og Folketingets partier forhandler om flere penge til politiet, så viser en analyse af politiets egne budgetter, at der er mange hundrede millioner kroner at hente over de kommende år, hvis ellers politiet selv arbejdede smartere i hverdagen.

Budgetanalysen er lavet som led i forhandlingerne om den kommende flerårsaftale om politiet, hvor partierne i større eller mindre grad på forhånd har talt for behovet for at skaffe flere betjente og tilføre ordensmagten flere midler.

Budgetanalysen har gennemtrawlet en stor del af politiets økonomi, og den opregner i alt 19 tiltag, som samlet set kan spare politiet 308 millioner kroner i 2019.

Et af forslagene går på, at politiet i højere grad vil kunne spare betjentene for at køre ind på politistationerne og lave sagsbehandling, hvis de har bedre adgang til systemerne, mens de alligevel er ude ved borgerne.

Desuden peges der på muligheder for at sammenlægge en række arbejdsopgaver i større enheder, hvad enten det er at samle specialiseret efterforskning eller blot skære ned på antallet af hittegodskontorer, som der i nogle politikredse er fem-seks stykker af.

Ifølge analysen kan politiet også spare penge, hvis man fik borgerne til at henvende sig til ordensmagten gennem andet end telefonen eller ved fysisk fremmøde på politistationen.

Ifølge rapporten sker 82 procent af de ikke-akutte henvendelser til politiet over telefonen, mens hele 15 procent sker ved, at borgere tropper op i egen høje person på stationen.

Kun tre procent af henvendelserne er online-anmeldelser på politiets hjemmeside, og ifølge konsulentrapporten kan mere brugervenlige hjemmesider og udvikling af app's også kunne spare penge.

/ritzau/