Rapport: Russiske fly bomber Islamisk Stat

Russiske krigsfly gennemførte sent torsdag og tidligt fredag 18 luftangreb i Syrien i et samarbejde med det syriske militær, siger en overvågningsgruppe og militære syriske kilder.

- Torsdag aften angreb russiske fly vestlige dele af byen Raqqa samt mål ved den militære lufthavn Tabqa, hvorved 12 af Islamisk Stats jihadister blev dræbt, siger Rami Abdel Rahman, som leder overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Han siger, at dræbte er blevet bragt til et hospital i provinsen.

Det russiske forsvarsministerium siger, at dets fly angreb Islamisk Stat i Raqqa, hvor gruppen har base.

- En kommandocentral og en træningslejr i Hama blev også ødelagt, oplyses det.

Under i alt 18 bombetogter blev den syriske by Qaryatain, der kontrolleres af Islamisk Stat, også ramt.

Byen, der ligger 130 kilometer nordøst for Damaskus, blev bombet natten til fredag, oplyser overvågningsgruppen, der har netværk og informationskilder i det meste af landet.

Islamisk stat indtog byen Qaryatain i august. Den havde indtil da været under regeringsstyrkernes kontrol.

Russiske fly bombede også mål i Syrien onsdag og torsdag i denne uge.

I Moskva siger lederen af udenrigsudvalget i det russiske parlamentet underhus, Aleksej Pusjkov, at den russiske bombekampagne i Syrien måske vil vare tre eller fire måneder.

- Der er altid en risiko for, at man bliver trukket længere og længere ind i en konflikt, men i Moskva taler man om operationer gennem tre eller fire måneder, siger Pusjkov til den franske radiostation Europe 1.

Pusjkov siger, at over 2500 luftangreb gennemført af den amerikansk-ledede koalition i Syrien ikke har påført Islamisk Stat betydelige tab. Han siger, at den russiske kampagne vil blive optrappet, så der bliver opnået resultater.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip