Rapport: Skandaleramte IC4 kan blive intercitytog

De skandaleramte IC4-tog kan bringes i en stand, hvor de kan bruges som intercitytog og dermed spille en hovedrolle i den danske togtrafik.

Det bekræfter flere af folketingspartiernes transportordførere, cirka halvanden time før DSB selv offentliggør undersøgelsens konklusioner.

Ordførerne har brugt formiddagen på at drøfte rapportens konklusioner.

Socialdemokraternes Rasmus Prehn mener dog, at det er for tidligt at sige, om de kan omsættes til virkelighed.

- Vi har bedt DSB om at give os en vurdering af konklusionerne, siger han.

Konservatives Mike Legarth er stadig i tvivl om togets potentiale.

- Jeg er ikke overbevist, siger han efter at have kigget på konklusionerne.

IC4 bruges i dag primært som regionaltog, og på en gennemsnitlig dag indgår kun 21 ud af de i alt 82 togsæt i køreplanen.

De seneste data fra kørslen viser, at cirka ni procent af de planlagte afgange med IC4 i perioden fra januar til og med september i år er blevet aflyst.

Til sammenligning var det kun 0,9 procent af DSB's passagerafgange, der blev aflyst i samme periode.

- Sådan en pålidelighed kan man ikke bruge til noget. Den er helt ude i hampen, konstaterer trafikforsker Per Homann Jespersen, som er lektor ved RUC.

I den gældende kontrakt mellem DSB og Transportministeriet er det aftalt, at det højst må være én procent af samtlige togafgange, der aflyses. IC4 aflyses ni gange så ofte.

Det er det schweiziske konsulentfirma Prose, der har undersøgt togene på ønske fra DSB.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV