Rapport: Vi fyldes med ligegyldige nyheder

Mængden af nyheder eksploderer, men der bliver gravet færre journalistiske scoop frem.

Det er et af de foreløbige resultater fra en undersøgelse af danske medier, som medieprofessor ved CBS Anker Brink Lund udkommer med til marts, skriver Politiken torsdag.

- I forhold til 1999 er der færre af de historier, som har, hvad man kan kalde Cavling-potentiale, hvor journalister har gravet noget frem fra grunden og sætter dagsorden i hele systemet, siger Anker Brink Lund til Politiken.

Fra 1999 til 2008 er mængden af nyheder mere end fordoblet. Men paradoksalt nok fæstner de sig ikke, forklarer han.

Samtidig med at mængden af nyheder eksploderer, falder opmærksomheden hos publikum, forklarer Anker Brink Lund.

- Nyhedseksplosionens konsekvens er, at en stor del af befolkningen nok følger med i nyhederne, men det lagrer sig ikke. Det er en relevansproblematik, siger han.

En af forklaringerne er, at samme antal journalister nu laver dobbelt så mange historier. Og mange af dem er nye versioner af andre mediers historier. Det giver mindre tid til at grave egne nyheder frem.

Ud af de 75.000 nyheder, som professoren undersøgte i 2008, var over tre fjerdedele "gentagelser, ran og lån" - ganske ligesom denne korte artikel, der er citeret fra Politiken.

Af den originale journalistik kom 71 procent fra dagbladene, viser Anker Brink Lunds undersøgelse.

 

Dagens Gossip

Dagens TV