Rascisme kan koste Italien Boateng

Først førte han an, da Milan-spillerne valgte at udvandre fra en venskabskamp på grund af racistiske tilråb. Nu kan det være, at han helt udvandrer fra italiensk fodbold.

Den ghanesisk-tyske fodboldspiller Kevin-Prince Boateng er gået i tænkeboks, hvad angår sin fodboldmæssige fremtid i støvlelandet, efter at han og andre mørke Milan-spillere torsdag blev mødt med abelyde under kampen mod sekundaholdet Pro Patria.

- Det er ikke gået sporløst hen over mig. Nu vil jeg sove på det i tre nætter og i næste uge mødes med min rådgiver Roger Wittmann. Så må man se, om det fortsat giver mening at spille i Italien, siger den 25-årige Boateng til den tyske tabloidavis Bild.

Den tidligere ghanesiske landsholdsspiller, der er født og opvokset i Berlin, var efter hændelsen både vred, ked af det og rystet, fortæller han.

- Det er en skændsel, at den slags stadig kan ske i året 2013 - ikke bare for Italien, men for fodbolden i hele verden. Jeg ville statuere et eksempel for hele verden, at det ikke kan fortsætte på den måde, siger Kevin-Prince Boateng til Bild.

Sagen har vakt stor opsigt i Italien, hvor klubejer Silvio Berlusconi har rost sine spillere for at forlade banen efter tilråbene, mens det italienske fodboldforbund, FIGC, har fordømt racismen og iværksat en undersøgelse af hændelsen.

- Det er nemt at se den anden vej. Det er sværere at handle. Men jeg ville også have gjort det i Champions League i en kamp mod Real Madrid - og vil blive ved med at gøre det, siger Boateng, der har kontrakt med AC Milan frem til 2014.

Før og under testkampen mod Pro Patria fra den fjerdebedste række var Milans mørke spillere blevet udsat for abelyde og andre racistiske tilråb.

26 minutter inde i kampen fik Boateng nok, sparkede bolden i retning mod tilskuerne og forlod banen, mens hans medspillere fulgte trop, og kampen blev afblæst.

Kevin-Prince Boateng, som tidligere har spillet i Hertha Berlin og Tottenham, er storebror til Bayern Münchens landsholdsback Jerome Boateng.

/ritzau/

 

Dagens Gossip