Rasende fagbevægelse: Akutjob er en fiasko

Regeringen og erhvervslivets aftale om at skaffe akutjob til de ledige, der mister deres dagpenge, er en studehandel, der er endt som en stor fiasko.

Det er meldingen fra landets tre største fagforbund, der anklager arbejdsgiverne for at undvige deres samfundsansvar ved ikke at ansætte de ledige, som ordningen egentlig var tiltænkt, skriver Jyllands-Posten.

HK har spurgt de medlemmer, der siden nytår har mistet retten til dagpenge, hvor mange der har fået et akutjob. Det har én procent.

- Det er en uanstændig ordning, som ikke hjælper de mennesker, som har mest brug for det, siger HK's næstformand, Mette Kindberg til Jyllands-Posten.

- Målet har bare været at få slået 12.500 job op, men arbejdsgiverne påtager sig på ingen måde et reelt samfundsansvar. Groft sagt slår arbejdsgiverne alt op, og mange af de job, der slås op som akutjob, er ikke til de akutledige, tilføjer hun.

965 HK-medlemmer har mistet dagpengeretten i løbet af årets første syv uger. Af dem har 335 deltaget i en rundspørge om, hvad de laver i dag. Blandt dem har blot én procent angivet, at de har fået et akutjob, mens hele 78 procent svarer, at de har søgt.

Heraf har en fjerdedel søgt flere end 10 job. Hos 3F har 4,5 procent af de akutledige fået et akutjob.

- Der er et helt åbent misforhold mellem dem, der skal bruge et akutjob, og så de stillinger, der bliver slået op, lyder anklagen fra forbundssekretær Per Christensen i 3F ifølge Jyllands-Posten.

Også formand for FOA Dennis Kristensen mener, at akutjobaftalen har fejlet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip