Rasmus Bjerg var efter konen til comedy galla

Skrevet af admin

28/08/2015

Dagens topnyheder

Det var skuespilleren Rasmus Bjerg, der styrede løjerne, da der torsdag aften blev afholdt Zulu Comedy Galla i Operaen i København.

I år var fokusset i showet familien og de nære relationer, og årets vært hev sin egen familie med på scenen, hvor der herefter udspillede sig et familiedrama.

- Jeg tror, at de synes, at det var ret sjovt. Idéen kom sådan snigende, så jeg fortalte dem det lidt efter lidt. Men de gik heldigvis med på den, siger Rasmus Bjerg, og hans yngste søn Valder bekræfter, at det var sjovt at være med på scenen.

Rasmus Bjerg gik særligt hårdt til konen Helle, der sad og så med fra tilskuerrækkerne. Hun var ikke blevet informeret om sin store rolle i showet på forhånd.

- Helle var ikke klar over, at hun skulle have så stor en tur, men det, tror jeg, gav nogle naturlige reaktioner fra hende. Det var meget sjovt, griner han.

Selvom man kunne tro, at den 39-årige skuespiller og komiker ville få en smule skæld ud efter showet, så tacklede hans kone det pænt.

- Vi har snakket sammen, og hun sagde, at jeg var tosset. Men hun kender mig. Jeg synes i hvert fald, at det var ret sjovt, siger han, da Ritzau Fokus møder ham efter showet.

Rasmus Bjerg var også vært ved sidste års galla, og i år ville han slå fast, at han er god som vært.

- Jeg måtte jo slå fast, at det ikke bare var begynderheld sidste år. Nu kan jeg med sindsro trække mig tilbage, siger han.

Det er syvende gang, at det store prisuddelingsshow løb af stablen, og i år blev der i alt uddelt tre priser.

Showet vises på TV 2 Zulu søndag den 30. august.

/ritzau/FOKUS