Rasmus Falk: Jeg manglede bare at score

Skrevet af admin

08/11/2015

Mest læste i dag

Det startede som lyn og torden for OB i søndagens kamp ude mod Viborg i Alka Superligaen.

Holdet var her, der og alle vegne i kampens indledning, men faldt så langsomt i niveau kampen i gennem.

Derfor skulle der noget ekstraordinært til for at få scoret. Det sørgede Rasmus Falk for, da han på glimrende vis satte det angreb op, som gav målet og dermed sejren på 1-0.

Falk var efter kampen godt tilfreds med sit eget niveau.

- Jeg synes, at jeg spillede en god kamp. Jeg ville gerne lige have scoret også, men den ramte stolpen, og sådan er det. Man kan altid lægge på, men det var en god kamp for mig.

- Sidst, vi mødte Viborg, spillede jeg ikke specielt godt, så jeg havde tænkt lidt over, hvordan jeg skulle gøre det i dag. De pressede meget aggressivt, så jeg forsøgte at slippe ud af det pres, og det lykkedes, siger Falk.

OB har spillet en svingende sæson og kom til Viborg med et 2-5-nederlag i bagagen fra sidste weekend.

- Vi har været for ustabile og for svingende. Vi har spillet nogle dårlige kampe, så det er dejligt at få spillet en god kamp.

OB's træner, Kent Nielsen, peger på, at han så to halvlege af meget forskellig karakter i kampen.

- Der var stor forskel på første og anden halvleg. Jeg fik at vide, at vi havde bolden i over 60 procent af tiden i første halvleg og spillede stort set perfekt uden dog at score.

Selvom OB scorede i anden halvleg, så var det en mere uskøn affære, hvor begge hold spillede mere fysisk.

- Anden halvleg blev lidt mere dueller og hård kamp, som er mere Viborgs kop te end vores. Vi bed tænderne sammen og kom igennem, men det var ikke det, som vi ønskede, siger Kent Nielsen.

/ritzau/