Rasmus Helveg bliver klima- og energiminister

Skrevet af admin

03/02/2014

Dagens topnyheder

De Radikales Rasmus Helveg Petersen nåede blot nogle få måneder på posten som udviklingsminister.

Han bliver nu i stedet ny klima- og energiminister i forbindelse med den store regeringsrokade efter SF's exit fra regeringen tidligere på ugen.

Dermed bevarer De Radikale Klima- og energiministeriet, selvom Martin Lidegaard (R) skifter til den mere prestigefyldte post som udenrigsminister.

Rasmus Helveg Petersen blev i hast hevet ind på ministerholdet før jul, da partifællen Christian Friis Bach valgte at trække sig på grund af GGGI-sagen.

I en kort periode fungerede Rasmus Helveg Petersen som udenrigsminister, mens Villy Søvndal (SF) var sygemeldt.

I den funktion var han blandt andet med til at gennemføre beslutningen om, at Danmark skal bidrage med skibe, transportfly og soldater til at fjerne Syriens kemiske våben.

Som udviklingsminister nåede han også at øge Danmarks bidrag til den humanitære indsats i Syrien.

Dermed nåede Rasmus Helveg Petersen for en kort stund at gå i sin far, Niels Helveg Petersens, fodspor. Niels Helveg Petersen var udenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussens S-R-regeringer i 1990'erne.

Også Rasmus Helveg Petersens farfar opnåede at blive minister, og hans bror, Morten Helveg Petersen, har været medlem af Folketinget og blev i efteråret valgt til partiets spidskandidat ved det kommende valg til Europaparlamentet.

I Klima- og energiministeriet overtager Rasmus Helveg Petersen forvaltningen af den store energiaftale med alle Folketingets partier og visionen om, at Danmark i 2050 skal være et fossilfrit samfund.

I denne uge ventes regeringen at indlede forhandlingerne om en kommende klimalov med et tilhørende klimaråd, som skal sikre, at udviklingen sker i det rigtige tempo og lever op til regeringens økonomiske mål.

Rasmus Helveg Petersen arver dog også en af regeringens større møgsager i form af solcelleloven, som indeholdt et lovhul, der ventes at koste flere hundrede millioner kroner.

/ritzau/