Rasmus Henning flopper i sidste løb

Den danske triatlet Rasmus Henning gennemførte natten til søndag dansk tid karrierens sidste konkurrence, da han deltog i det prestigefyldte Hawaii Ironman.

Danskeren endte som nummer 22 i den opslidende disciplin, hvor deltagerne skulle kæmpe sig igennem 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og 42,2 kilometer løb i varmen på Hawaii.

Otte timer, 53 minutter og 39 minutter stod der ud for danskerens navn på resultattavlen efter løbet.

Rasmus Henning havde heller ikke de store placeringsmæssige ambitioner for karrierens sidste konkurrence. Optakten har nemlig været præget af skader og en flytning.

Ironman Hawaii afrunder Rasmus Hennings 13 år lange professionelle karriere, og det var fjerde gang, at han stillede op til løbet på stillehavsøen.

I 2009 var målet en sejr. Kort før konkurrencen brækkede han dog hånden, men fik alligevel kæmpet sig til en 5. plads.

Den 36-årige dansker har tidligere haft som sit store mål at vinde en OL-medalje. Han deltog ved legene i Athen 2004, hvor det blev til en syvendeplads. Og fire år senere måtte han tage til takke med en ottendeplads ved OL i Beijing.

Rasmus Hennings tidligere danske konkurrent Torbjørn Sindballe roser den nu pensionerede triatlet.

- Det er en af de bedste danske triatleter nogensinde, der takker af, siger Rasmus Torbjørn Sindballe.

- Han er uden tvivl den bedste kortdistanceatlet, vi nogensinde har haft i Danmark. Der har han virkelig lavet nogle flotte resultater. Han har blandt andet vundet nogle af de største og mest prestigefyldte world cup-løb.

Hawaii Ironman blev vundet af australieren Pete Jacobs, som svømmede, cyklede og løb distancen i tiden otte timer, 18 minutter og 37 sekunder.

 

Dagens Gossip