Rasmus Lauge brillerer i Flensburg-Handewitts CL-sejr

Skrevet af admin

25/11/2015

Mest læste i dag

Rasmus Lauge var i hopla, da håndboldklubben Flensburg-Handewitt onsdag aften vandt 27-25 hjemme over Wisla Plock i Champions League.

Den 24-årige danske landsholdsspiller hamrede 11 mål ind i tyskernes sejr over polakkerne i gruppe A.

Det gjorde playmakeren til topscorer i kampen, hvor Flensburg-Handewitt førte 13-11 ved pausen.

Sejren sender den tyske klub op på en delt førsteplads i gruppen med 14 point for ni kampe.

Paris Saint-Germain med Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard har også 14 point, men for otte kampe.

Rasmus Lauge var som forventet ikke den eneste dansker, der kom på scoringstavlen for Flensburg-Handewitt i kampen mod Wisla Plock, der har syv point for ni kampe.

Både Henrik Toft Hansen og Lasse Svan Hansen lavede fire mål, mens Anders Eggert blev noteret for to scoringer.

/ritzau/