Rasmus Quaade: Kører jeg i top-10 er det flot

Skrevet af admin

17/09/2015

Dagens topnyheder

For to år siden blev han nummer seks, og i fjor blev det til en 13.-plads ved VM i enkeltstart.

Den placering håber danske Rasmus Quaade (Cult Energy) at forbedre, når det onsdag i næste uge går løs ved VM i landevejscykling, der køres i Richmond i Virginia i USA.

- Hvis jeg kører i top 10, så er det rigtigt flot. Jeg kan kun køre det bedste, jeg kan, så er det jo egentligt op til de andre ryttere at bestemme, hvad jeg skal blive, siger danskeren til TV2 Sport.

Rasmus Quaade blev besejret af Christoffer Juul-Jensen (Tinkoff-Saxo) ved DM i enkeltstart tidligere på året, så der er lagt op til en intern duel mellem de to danskere ved VM, hvor Christoffer Juul-Jensen også kører enkeltstarten.

Danskerens bud på en verdensmester i år peger i retning af Tony Martin (Etixx-Quick-Step).

- Jeg tror, at Tony Martin vinder, men der er mange, der kører stærkt i år. Tony Martin har ikke virket så suveræn, som han har gjort nogle af de andre år. Der er for eksempel Tom Dumoulin. Han har virkelig kørt stærkt, men det er også svært at sige, om han kører stærkt efter Vueltaen. Men jeg tror mest på Tony Martin, siger Rasmus Quaade.

ritzau/