Rasmus Quaade misser medaljeskamlen i Baku

Skrevet af admin

18/06/2015

Dagens topnyheder

Den danske cykelrytter Rasmus Quaade får ingen medalje med hjem fra historiens første European Games i Baku.

25-årige Quaade har været regnet som et godt dansk medaljebud i Aserbajdsjans hovedstad, og det var også hans egen ambition, men han måtte nøjes med en femteplads - to pladser fra medaljeskamlen og 40 sekunder fra bronzen.

Da alle havde været forbi første mellemtid ved 12,9 kilometer, lå danskeren nummer syv, men siden fik han mere fart i cyklen.

Han lignede en overgang et medaljebud, men da han krydsede målstregen i tiden 1 time, 1 minut og 48 sekunder, var det kun i fjerdehurtigste tid. Quaades tid var 2 minutter og 12 sekunder dårligere end guldvinderen Vasil Kiryienkas.

Siden blev Quaades tid slået en enkelt gang, så femtepladsen blev et facit.

Hviderusseren Vasil Kiryienka var helt suveræn. Allerede ved tredje mellemtid viste han overskud til at signalere, at han anså sejren som værende hjemme, og den var der heller aldrig tvivl om.

Den 33-årige Sky-rytter, der vandt en enkeltstart i årets Giro d'Italia, førte klart ved alle mellemtider og vandt med en margen på 1 minut og 10 sekunder ned til nummer to, Stef Clement fra Holland.

Bronzen gik til spanieren Luis Leon Sanchez, mens ukraineren Andriy Grivko tog fjerdepladsen foran Quaade.

/ritzau/